Andre byer på Milos

Naturområde på Milos
Læs mere om de små skønne fiskerlejer og landsbyer som Milos også byder på. Et af de vigtigste og mest kendte oldtidsfund er gjort i en af disse landsbyer.

Ud over de større byer er der på Milos en række små fiskerlejer og landsbyer. De er måske ikke de oplagte steder at overnatte en hel uge, omend det kan lade sig gøre flere af stederne. De kan derimod være ganske glimrende mål for udflugter. Typisk kræver det at man kommer i eget køretøj eller bruger fødderne, da der ikke går busser der til.

Alle tre steder der nævnes herunder er værd at slå et smut inden om, hvis man kommer i nærheden. De giver et helt andet billede af Milos end havnebyen Adamas. Er man historisk interesseret er Tripiti og de nærliggende fund fra oldtiden er must.

Leder du efter anbefalinger til overnatning på Milos, så besøg vores side om bookning af hotel og overnatning på Milos.

Mandrakia

Mandrakia (Μανδράκια) er et ganske lille fiskerleje med fine farverige bådhuse lidt a la Klima. Mandrakia ligger på nordkysten ca. 4 km fra Plaka.

I Mandrakia findes der et par overnatningssteder og en enkelt hyggelig taverna.

Fra Mandrakia kan man gå til de populære klipper ved Sarakiniko. Eller man kan gå til Mandrakia, hvis man er på udflugt til Sarakiniko.

Firopotamos

At kalde Firopotamos for en by er nok for meget sagt. Det lille skønne fiskerleje på nordkysten af Milos består nemlig kun at et par håndfulde huse samt en smukt beliggende kirke. Stedet minder om Mandrakia – bare mindre.

Her er en lille, men virkelig smuk strand, med småsten i en lille bugt med klart vand. Der ligger et hyggeligt spisted på stranden.

Tripiti

Tripiti (Τρυπητή), der ligger mellem Plaka og Adamas, er en fin lille by med typiske kykladiske huse. Her ligger et par spisesteder og enkelte overnatningssteder, men byen er ikke udpræget turistegnet.

Det der gør Tripiti interessant er den rige historie, der strækker sig tilbage til oldtiden. Storhedstiden var i den hellenistiske periode omkring 300 f.kr.

Nær byen ligger de gamle katakomber, hvor et af de bedst kendte kunstværker fra antikkens Grækenland, Venus fra Milo, blev fundet. Her ligger også resterne af et amfiteater opført i romersk stil.

Andre

Omtalen ovenfor er ikke udtømmede. Ud over de nævnte steder, findes der flere ganske små bebyggelser spredt hist og her på øen. Typisk er der dog ikke rigtigt noget at komme efter.