Strande på Milos

Tsigrado strand på Milos
Flere af strandene på Milos hører til blandt de smukkeste og mest spektakulære i Grækenland. Her er alt fra almindelige sandstrande til grotteagtige klippestrande.

Man siger at der er op mod 100 strande på Milos. I så fald skal revl og krat vist tælles med. Om der er 70 eller 100 strande på Milos er dog heller ikke så væsentligt. Det væsentlige er, at uanset hvor man bor, er der altid en strand i nærheden.

Strandene på Milos er meget forskelligartede. Flere af strandene hører til blandt de smukkeste og mest spektakulære i Grækenland. Her er alt fra almindelige sandstrande til grotteagtige klippestrande. Netop derfor får man lyst til at komme igen og igen. Der er altid en ny strand at besøge.

Det er ikke alle strandene der er lige nemme at komme til. Flere af dem er decideret utilgængelige, så der skal arbejdes for sagen. Andre kan kun nås med turbåd. Heldigvis findes der også mange der kan nås i gåafstand fra de populære turistområder.

Med op mod 100 strande siger det sig selv, at vi ikke kan skrive om dem alle. Vi har ikke engang været på dem alle endnu. I stedet har vi valgt nogle stykker ud. Det er en god blanding af de mest populære strande, de bedste strande og de mest spektakulære strande, der virkelig giver én en oplevelse for livet. Vi har ordnet dem alfabetisk.

Firiplaka Strand

Firiplaka er en flot sand-/stenstrand med klart vand. Stranden, der er en af de bedste på Milos, flankeres af imponerende farvede klipper som baggrund, og i vandet er der både sten og klipper, så stedet er ganske interessant. På noget af stranden er der i højsæsonen mulighed for at leje parasoller og liggestole. Der er også et lille spisested.

Firiplaka ligger på sydkysten af Milos ca. 9 km fra Adamas.

Firopotamos Strand

Firopotamos på nordkysten af Milos er en mindre men virkelig smuk strand med småsten i en lille bugt med klart vand. Der er spisted på stranden.

Tæt ved stranden ligger et lille fiskerleje med samme navn.

Kleftiko Strand

Kleftiko består af nogle imponerende klippeformationer, der dukker op af havet og danner flere laguner og grotter. Mere spektakulært bliver det næsten ikke.

Kleftiko ligger på Milos’ sydvestligste spids og er kun tilgængelig fra vandsiden, så man bliver nødt til at at tage en turbåd hertil. Egentlig er her slet ikke nogen strand, men alligevel er Kleftiko et yndet mål for en dukkert, hvilket så foregår fra en båd.

En tur til Kleftiko er et must, hvis du er på Milos.

Lagada Strand

Lagada strand ligger vest for havnen i Adamas. Det er en forholdsvis smal og kort strand bestående af mørkt sand og lidt småsten. Stranden er domineret af siv-parasoller fra det nærliggende hotel. Man kan dog godt finde skygge under træerne langs stranden, hvis ikke man vil betale for en parasol.

Stranden er ikke noget særligt, og er ikke værd at gå efter med mindre man bor lige i nærheden. Bor man i Adamas, er Papakinou øst for byen et meget bedre valg.

Paleochori Strand

En af Milos’ mest populære strande takket være en ualmindelig smuk beliggenhed mellem høje og farvestrålende klipper. Stranden består af groft sand og småsten. Her er masser af faciliteter som solstole, parasoller og spisesteder.

Stranden ligger på sydkysten af Milos ca. 10 km fra Adamas.

Papafragas Strand

Papafragas er en af de mest utrolige strande vi nogensinde har besøgt. Den består af en aflang sprække eller hule som vandet i årtusinder har eroderet i klipperne. Når man står på toppen ligner det en stor swimmingpool omgivet af klipper på alle sider. En ganske lille sti med trin hugget i klipperne fører ned til selve stranden. Det er ikke helt nemt at komme derned, men afgjort besværet værd. Kom gerne om formiddagen, hvor her er færrest mennesker.

Selv stranden og sprækken er ikke meget mere end 10 meter bred men byder på en helt utrolig oplevelse. Noget af klipperne er lavet af pimpsten der er lettere end vand, og derfor vil man kunne møde flydende sten, når man svømmer rundt. Ud over selve sprækken hvor stranden ligger, er der flere nærliggende grotter man kan svømme ind i.

Papafragas ligger 2-3 km fra Pollonia på nordkysten af Milos.

Papakinou strand

I gåafstand øst for Adamas ligger stranden Papakino. Det er en lang sandstrand der er meget populær blandt lokale og turister, men aldrig overfyldt. I modsætning til nogle af de spektakulære strande på Milos, er Papakinou bare en helt almindelig strand. Den er meget børnevenlig og vandet er fuldstændig klart.

Bor du i eller ved Adamas, er det Papakinou du skal tage til. På eller ved stranden er der flere spisesteder og steder, der lejer værelser ud.

Pollonia strand

I Pollonia ligger en fin, regulær og børnevenlig sandstrand i en lille bugt med flere opankrede småbåde. På stranden er der en række træer, hvor man kan søge skygge. Der er adgang til stranden direkte fra gågaden med spisesteder i Pollonia.

I Pollonia findes der desuden en masse klipper man kan bade fra. Specielt øst for molen er der mange skønne små steder, der giver en helt anden oplevelse af badeturen.

Sarakiniko Strand

Sarakiniko på nordkysten af Milos er en af de mest imponerende strande i hele Grækenland. Det der gør Sarakiniko speciel er, at den består af kridhvide glatslebne klipper, der ligger ud til og ud i det turkise hav. Klippene former et væld af grotter, laguner og små vige. Kontrasten mellem klipper og vand er enorm, og manglen på vegetation gør at det hele minder om et måne- eller snelandskab.

Her er en lille regulær strand, men det er klipperne og badninger herfra, der er værd at komme efter. Medbring gerne snorkel og svømmefødder.

Sarakiniko ligger på kystvejen nogle kilometer øst for Adamas. Der går en bus noget af vejen fra Adamas, hvor man så går det sidste stykke.

Tsigrado Strand

Tsigrado strand på sydkysten af Milos er en lille sandstrand med klart vand i en mindre bugt. Det er noget besværligt at komme ned til stranden af de stejle klipper. Man skal blandt andet ned af en stige det sidste stykke.

Stranden ligger umiddelbart ved siden af Firiplaka strand ca. 9 km fra Adamas.