Pollonia

Pollonia (Πολλώνια) er en ganske lille bade- og fiskerlandsby beliggende på den nordøstlige spids af Milos ca. 10 km fra Adamas. Byen er yderst charmerende med en hyggelig gågade, hvor spisestederne ligger side om side. Fra Pollonia er der færgeforbindelse til den lille ø Kimolos et kvarters sejllads væk.
Pollonia er en velbesøgt turistby, men af en helt anden karakter end Adamas. Her er meget fredeligere og det hele foregår i et lavere gear.
Pollonia er delt i to områder beliggende 400-500 meter fra hinanden. Det gamle fiskerleje omkring molen, hvor de lokale bor, og et nyere endnu ikke fuldt udbygget område på en klippepynt domineret af studios og pensionater. I mellem disse ligger stranden. Det nye område har en snert af eksklusivt villakvarter over sig og er drænet for atmosfære. Her ligger en enkelt cafe, men ellers er der dødt det meste af tiden. Til gengæld har flere af husene her en god placering direkte ud til havet og en formidabel udsigt til solnedgangen. Det er dog i den gamle bydel det reelt foregår. Det er her folk søger hen for at få noget god mad og en kold drink i skyggen.
Da alt i Pollonia er inden for gåafstand, spiller det dog ikke den store rolle om man bor det ene eller det andet sted. Man går ikke glip af noget ved at vælge det ene frem for det andet.
Når vi besøger Milos er Pollonia vores favorit. Vi føler at vi er tilpas langt væk fra turistfælderne i Adamas til at opleve den lokale stemning. At mange af de ældre folk i butikkerne ikke taler engelsk bidrager kun til oplevelsen.
Strande
Stranden i Pollonia er ordinær men god og børnevenlig med lavt vand og skyggende træer. Vi vil anbefale af søge væk fra stranden og i stedet gå lidt på opdagelse i området. Følger man kysten fra havnen mod syd et par hundrede meter kommer man til et par mindre strande og et par hundrede meter yderligere væk ligger en lille strand med solstole og høj musik. I mellem disse ligger flere fantastiske steder hvor man kan bade direkte fra klipperne, der har en helt særegen karakter.
I det nye område nord for stranden, er der også masser af steder hvor man kan springe fra klipperne og bade i små laguner med krystalklart vand. I den sammenhæng virker stranden lidt kedelig.
Spisesteder
De fleste spisesteder ligger i den lille gågade ved molen. Derudover ligger der et par stykker længere henne ad vejen – men stadig ved vandet. Dertil kommer der et par stykker lidt inde i landet væk fra vandet.
Vores absolutte favorit er Ammos i gågaden. De serverer det bedste mad vi endnu har smagt på Milos, og måske endda det bedste på alle vores ture til de græske øer. Stilen er traditionel græsk mad, som man kender det fra de fleste tavernaer. Det har bare lige fået en opstramning så det bliver en tand mere smagfuldt og delikat. Hvor maden i Grækenland plejer at være af den gode slags som hvor græske husmor lavede den, så virker maden på Ammos som om der har været en rigtig dygtig kok inde at hjælpe mutter i køkkenet. Priserne er endda ikke højere end resten af stederne.
Desværre fik vi en aften sat os på det italiensk inspirerede pizza-og souvlaki spisested tættest på havnen. Vi vidste godt at det var hurtigmad, der var på kortet, men ikke at det var så smagløst og kedeligt. Det var ikke godt, så hold jer fra den.
Butikker
Butikker er der ikke mange af i Pollonia. Et apotek og et par små købmænd med et meget begrænset og løjerligt udvalg. Man kan selvfølgelig få kolde drikke, men ellers er det meget tilfældigt, hvad der er på hylderne. Et enkelt af stederne – det tættest på gågaden – regerer en ældre herre, der er bange for at man ikke betaler for varerne. Der er to store hængelåse på isfryseren og i selve butikken, der vel er omkring 10 kvadratmeter, har han opsat fire kameraer til overvågning. Som om det ikke er nok går manden selv rundt i butikken med nerverne uden på tøjet og holder nøje øje med kunderne. Konen ved kassen tager det heldigvis lidt mere roligt.
Midt i byen ligger Floras bageri hvor de lokale får deres kaffe og snupper et slag kort om aftenen. Hos Flora har de brød (selvfølgelig) og sandwiches, butterdejsspecialiteter og kolde og varme drikke med mere. Her er mentaliteten en helt anden end hos købmanden. Floras kan ikke roses nok. Hos Flora oplevede vi en helt fantastisk venlig og imødenkommende betjening, som er milevidt over hvad man oplever i Danmark. Altid et smil på læben og altid glad for at man handlede hos dem, og så lige en smagsprøve på et eller andet lækkert oveni.
Sidst men ikke mindst skal den lille delikatessebutik og cafe (Smagens Ark) lidt inde i landet ad vejen mod Adamas fremhæves. Her kan man købe det lækreste morgenmad og de vildeste kager. Prøv det, hvis du kommer på disse kanter. En kage eller morgenanretning i den skyggefulde gård fyldt med planter er essensen af græsk ferie. Det bliver ikke meget bedre.
Transport
Der er daglig busforbindelse til Adamas med stop undervejs. I sæsonen går den flere gange dagligt, mens der drosles noget ned om vinteren. Turen tager 15-20 minutter.
Der går en lille færge fra Pollonia til naboøen Kimolos. Turen tager et kvarters tid og koster et par euro. Desværre går den sidste tur fra Kimolos allerede inden spisetid, så man kan ikke nyde et aftensmålt på Kimolos, hvis man vil tilbage til Pollonia samme dag.
I Pollonia er det desuden muligt at leje bil eller scooter samt at få en bådtur rundt om Milos.
Overnatning
Der er mange overnatningssteder at vælge mellem i Pollonia. Både i den gamle og den nye del af byen samt lidt tilbagetrukket fra kysten.
Få tips til bookning af hotel og overnatning på Milos.